fredag den 17. februar 2012

Ski, strik, hækl


Udsigten fra hotel lejligheden i Bad Gastein i Østrig kan ikke være bedre; her er rigeligt med sne og fantastiske pister at stå på ski på. Vejret er dog ikke det bedste for en "luksus skiløber" som mig, der helst kun står på ski med klar blå himmel og sol. Vi har haft en del snevejr og blæst og solen har vi knapt set. Derfor er det kun få af dagene, jeg har været på ski hele dagen, så der har været dejlig afslappende tid til hotellets pool og sauna og ikke mindst til at strikke og hækle.

Jeg har medbragt flere projekter.


Et par grå lige-ud-af-landevejen sokker til Olivia. Den første er færdig.



I farten havde jeg glemt at tage en stor rundpind med til at strikke Helga Isagers Honey og jeg er derfor startet med ærmerne. Jeg strikker modellen i grå-sort Geilsk uld og Rowans Kidsilk Haze Stribe i limegrøn, lilla og grå toner. Jeg har ikke strikket i Kidsilk Haze Stribe før og kender derfor ikke farveforløbet. Hvis jeg havde været forberedt på farveforløbet, tror jeg at jeg havde sørget for et anderledes forløb på ærmet - synes egentlig det ser lidt underligt ud med så langt et stykke grønt inden det løber over i grå og lilla. Jeg tygger lige på det og overvejer om jeg skal lave det om eller forsøge at få nogenlunde samme forløb på det andet ærme. Farverne er i øvrigt langt smukkere end det fremgår af billedet, hvor det grå-lilla er blevet alt for mørkt.

Et hæklet tæppe blev startet op på vej ned af de tyske motorveje.


Hæklet i Bambi merino uld fra Grignasco. Et hyggeligt, men langsommeligt projekt - æv, der er mange ender at hæfte.

søndag den 5. februar 2012

Steel

Der er en farve, som jeg har været forelsket i, lige siden jeg som 16 årig købte en Marco Polo bluse for mine hårdt tjente og opsparede penge. Blusen var dyr, men netop i den farve og jeg havde kigget på den og rørt ved den i butikken et utal af gange i flere måneder inden jeg havde råd. Det var i 1976 og den gang holdt tøj kollektionerne noget længere end i dag, hvor man har indtryk af, at der nærmest kommer ny kollektion hver måned. Blusen var en yndlingsbluse langt op i min studietid og den røg først ud, da den efter 10-15 år var slidt op.

Det er stadig sådan, at når jeg støder på farven, så må jeg eje den og det er vel årsagen til, at jeg indenfor et par måneder har strikket to bluser i farven, som jeg ikke ved hvad hedder, men kan beskrives som lys lavendel-grå-isblå.

Først strikkede jeg Derwin


Jeg er vildt glad for min Derwin og den er meget flittigt brugt.

I går færdiggjorde jeg så Steel også fra Kim Hargreaves' Shadows bog.


Man kan ikke helt se, at farven er stort set den samme, men det er det, blot i en lidt lysere og køligere nuance.

Steel er strikket i Rowans Kidsilk Haze. Dobbelt tråd på skiftevis pind 4,5 og pind 9. På grund af den store pind 9, har Steel været ret hurtig at strikke, men ikke nogen særlig fornøjelse. Lidt kedelig lige ud af landevejen strik og jeg bryder mig ikke om at strikke på så store pinde; synes at det er anstrengende for både hænder og arme.

Men resultatet er jeg glad for. Jeg synes, at Steels helt enkle design er smukt og elegant og jeg er helt pjattet med Kidsilk Haze, for det er skønt at have på - fnuglet, blødt og lunt.

På lørdag kører vi på skiferie til Østrig og det er lig med strikke og hækle potentiale. Jeg er derfor i den grad i gang med planlægning af projekter, som skal med. Jeg har lovet at strikke sokker til både Niels og en veninde, men jeg tror da også, der er plads til lidt bedstemor firkant hækleri til et tæppe.......... og mon ikke også et cardigan projekt skal med. Jeg har fået aflyst de fleste af mine møder i morgen, så Sommerfuglen skal besøges og (strikke)kufferten kan derefter snart pakkes.

lørdag den 14. januar 2012

Blomster i sneen

Så er "Blomster i sneen" tæppet færdigt og flyttet ind i sommerhuset.





Hæklet på nål 3,5 i forskelligt bomuldsgarn i et uvist antal farver. Der er 208 "blomster" - alle forskellige.

Mål: 120 * 160 cm.

Det er hæklet efter inspiration og anvisninger fra Sols(tr)ikke og har været et kæmpe arbejde - specielt hæftning af alle enderne. Men det har også været et fantastisk hyggeligt projekt og jeg er ret begejstret for resultatet. Kunne sagtens finde på at give mig i kast med et lignende; måske med sort bund - stjerner i natten :-)

Jeg har stadig temmelig meget bomulds restegarn og for at få bugt med det, er jeg så småt i gang med et tæppe i granny striber.

tirsdag den 27. december 2011

Kindle frakke

Jeg har altid holdt meget af bøger - læst mange af dem og købt mange. Mine reoler spækket med bøger har haft særlig betydning og hver gang jeg er flyttet eller har ommøbleret, har bogreolerne altid fået en særlig fin plads, så jeg kunne nyde synet af alle mine bøger. Mange, mange hundrede er det blevet til og indtil for ret nyligt var jeg overbevist om, at jeg aldrig ville skille mig af med mine elskede bøger.

Stille og snigende har mit forhold til bøger dog ændret sig.

Første gang jeg lagde mærke til det var, da vi flyttede om i stuerne for nogle år siden og mine bogreoler flyttede til en mindre prominent plads i et af værelserne. Og det var faktisk min egen ide.

Anden gang jeg bemærkede en ændring, var for et par år siden, da der ikke var plads i reolerne til stakken af læst sommerferie litteratur. Min automat reaktion ville tidligere have været at starte bilen, køre til IKEA og købe endnu en reol, men denne gang fyldte jeg et par bæreposer med de mindst interessante bøger og afleverede dem i gadens antikvarboghandler, hvor jeg kunne konstatere at brugte bøger er absolut intet værd.

Siden har jeg oftere og oftere taget mig selv i tanken, at reolpladsen da kunne bruges til noget andet end bøger (garn for eksempel!!) og jeg har efterhånden erkendt, at det er de absolut færreste bøger jeg læser mere end een gang, så hvad er pointen egentlig i at gemme dem? E-bøger har virket mere og mere tiltrækkende på mig - de fylder ikke, vejer ikke, krøller ikke og så kan man altid have hele sit bibliotek med sig på rejse.

I julegave fik jeg så en Kindle elektronisk boglæser.


Den er totalt genial. Lille, let, handy og en ren fornøjelse at læse på. Som bonus, er den faktisk meget lettere at læse i sengen med end en konventionel papirbog ....... slut med at få ondt i armene, når jeg ligger på ryggen og læser. Og så er e-bøger billigere end konventionelle bøger; har allerede købt fem styks. Glæder mig til at slippe for at slæbe flere kilo bøger med på næste sommerferie :-)

Min Kindle kommer med garanti til at bo i min taske og for at undgå, at alle de andre vigtige sager i tasken ridser min nye ven, måtte den have en beskyttende frakke.


Hurtigt hæklet i fastmasker og lige til at trække ud over.

De fyldte bogreoler er her stadig, men om de er her til næste jul, er jeg ikke så sikker på.

søndag den 11. december 2011

En god uge

Det har på mange måder været en god uge og ikke mindst fordi to strikke projekter blev monteret færdige og taget i brug.

Lækre Derwin, som jeg er svært glad for:



Kim Hargreaves design holder bare igen og igen. Og Rowans Alpaca garn er simpelthen så smukt og blødt, at jeg føler mig så lækker og luksuriøs i min Derwin. Ærmerne er lidt lange, også selvom jeg har strikket dem nogle centimeter kortere end opskriften angiver. Tænker, at det er en del af det androgyne look, som Derwin repræsenterer, så jeg giver dem en chance.

Modellens pasform er fin, men jeg lurer på om jeg mon kunne have strikket den et nummer mindre.

En cardigan i Noro Silk Garden Light blev også færdig:



Jeg bliver så nemt forelsket i Noro garn. Synes, at det er så smukt, men som regel synes jeg, at det "larmer" for meget som færdig trøje. Det synes jeg nok også i dette tilfælde, men jeg følte mig faktisk ganske godt tilpas, da jeg havde cardiganen på forleden.

Også her synes jeg, at størrelsen er lidt til den store side og jeg overvejer om jeg ikke skal gøre den lidt smallere med en anden lukning end bindebåndet. Jeg har bestemt ikke tabt mig, men noget tyder snart på, at jeg skal revurdere, hvilken størrelse jeg skal vælge at strikke efter.

søndag den 13. november 2011

Lækkerier

Jeg hentede pakken fra England på posthuset i fredags......


og lækre "Shadows" er i hus. Nøj, hvor er der mange lækre mulige projekter. I pakken var der garn til det første, nemlig Rowans Baby Alpaca, som skal blive til Derwin. Det er et helt fantastisk smukt og blødt garn; er helt vild med farven, som hedder "thistle" og er en lys lavendel-grå; en af mine absolutte yndlingsfarver.

Jeg er næsten færdig med ryggen og kan knap vente med at få den færdige sweater på.


I torsdags skulle jeg have taget et nyt portrætfoto til en professionel hjemmeside. Jeg ville gerne signalere business-tjekket og seriøsitet, men samtidig også menneske, rummelighed, mange facetter. Jeg tænkte, at sort habit og hæklet tørklæde ville sende de rigtige signaler, så onsdag hæklede jeg et Queen Anne Lace Scarf i Mochi garn fra lageret.


Hurtigt og hyggeligt at hækle og jeg tror at billedet blev godt.

mandag den 7. november 2011

Sommerhus UFO'er

Vi har været i sommerhuset i Fakse Ladeplads i weekenden. Udover, at der er så hyggeligt at være, tog vi mest der til, fordi en ny opvaskemaskine skulle installeres. Opvaskemaskinen har længe hostet noget og bogstavelig talt skulle bankes og rystes for at komme i gang. Forrige weekend døde den helt og vi måtte vaske op på god gammeldags maner  - faktisk ganske hyggeligt (man snakker godt over en opvask), men vi bestilte nu alligevel straks en ny opvaskemaskine. Leverandøren lovede, at en fragtmand ville levere den i fredags, men da vi ankom lørdag, var der ingen opvaskemaskine. Så irriterende, for de næste weekender har vi ikke mulighed for at tage i sommerhus. Leverandøren kunne ikke forklare, hvad der var gået galt, men lovede dog at sikre, at fragtmanden ikke dumper opvaskemaskinen på vores grund uden at have aftalt nærmere med os.

Jeg har en del halvfærdige projekter i sommerhuset og til sommerhuset. Jeg fik afsluttet et par af dem søndag formiddag.

Et strikket køkkenhåndklæde i Havblik fra Tante Grøn.

Et par grydelapper i sædvanlig model og sædvanligt garn (Muskat), men i farver som jeg synes er perfekte til et sommerhus ved vandet.

En skøn følelse at få ryddet to UFO'er af vejen sådan en stille sommerhus formiddag.

lørdag den 5. november 2011

Kunne alligevel ikke lade være

Jeg er altså blevet temmelig forelsket i Shadows af Kim Hargreaves. Diverse Shadows projekter sniger sig konstant ind i mine tanker og så må jeg jo lige på nettet og kigge på dem og svælge i alt det lækre garn der må til. Jeg var fast besluttet på at vente med at købe Shadows, indtil flere af mine UFO'er er færdige, men i går gik det galt.

Et af drømme projekterne er Derwin i Rowans Baby Alpaca - mums, den ser lækker ud - og da jeg opdagede, at den helt rigtige farve (thistle) er ved at udgå OG restlageret tilmed er på tilbud, så måtte visakortet frem. Venter nu spændt på pakken fra Laughing Hens og er godt tilfreds med mig selv; jeg har jo sparet penge og det er vel næsten det samme som at tjene penge :-)

Jeg har gang i et ukendt antal projekter og motivationen er desværre begrænset for de flestes vedkommende.

For eksempel dette projekt:
Regnbue sokker til Olivia i Mosci garn. Den ene sok er færdig, men nummer to er aldrig så interessant.

Eller for eksempel:
Som skal blive til en cardigan i Malabrico Lace. Jeg har vældig lyst til at få den færdig for garnet er skønt; fnuglet, helt, helt blødt og i klare grønne og lilla toner (hvilket billedet ikke viser særligt godt). Men bortset fra lace-kanten i bunden, er den ikke særlig spændende at strikke. Og så på pinde 3!

Den slags umotiverende projekter kan godt trække energi ud af mig og den velkendte medicin er et hurtigt og motiverende projekt. I garnlageret fandt jeg ti nøgler Noro Silk Garden Lite, som jeg købte til halv pris i sommer.
Noro garn er så nemt og hurtigt at strikke med, så det suser der ud af med at få omsat det til en cardigan. Et fint projekt, mens jeg venter på pakken fra England.

søndag den 23. oktober 2011

Overspringshandling

Niels har italiensk undervisning i spisestuen. Om en times tid er det min tur til den ugentlige halvanden times italiensk og jeg burde bruge tiden på at terpe bøjninger.

Men det er altså sjovere at web-bladre i Kim Hargreaves nye udgivelse "Shadows". Hun beskriver selv temaet som androgynt - pige møder dreng - og I love it.

Se lige den:


Og den:






Og denne her:




Og denne:


Og der er endnu flere, som jeg straks ville have bestilt garn til, hvis jeg ikke for en gangs skyld var nogenlunde fast besluttet på, at der først skal færdiggøres UFO'er samt bruges af en god del af lageret. Alle UFO projekterne virker bare så kedelige nu, hvor det kribler i fingrene for at komme i gang med et par modeller fra "Shadows".

Jeg snupper lige et par italienske verber og så kan jeg sikkert lige nå et par UFO pinde inden jeg skal på italiensk glat is....... det var meget, meget nemmere at lære sprog for 35 år siden....

Mads og Mettes grydelapper

Vi er tilbage i København efter seks dejlige dage i lejligheden i Lucca. Der er også mange kvaliteter ved at være hjemme på Østerbro, men dybest set føler jeg mig mest hjemme i Italien. Jeg er ikke helt sikker på, om jeg tror på reinkarnation, men hvis jeg har været her på jorden i tidligere liv, så har jeg helt sikkert været italiener. Hvordan kan man ellers forklare den ro der falder over hele mit system, så snart jeg lander i Italien?

Jeg har gang i rigtig mange strikke- og hækleprojekter - store som små. Ind imellem sniger der sig et helt lille og hurtigt projekt ind, fx. grydelapper til venner, som har inviteret på middag.

Her er et par til Mads og Mette.


Og I skal da også lige have bagsiden.


Den sædvanlige opskrift, som jeg har lånt her.

Hæklet med nål 3,5 i Muskat fra Garnstudio.







Jeg troede egentlig, at jeg snart havde fået nok af at hækle grydelapper, men i Lucca blev jeg opmærksom på, at lejligheden slet ingen hjemmehæklede grydelapper har. Det går jo ikke, så det må jeg sørge for at kunne råde bod på inden vi skal derned næste gang.