mandag den 3. marts 2008

Olivias poncho


Olivias poncho blev endelig færdig i de sidste timer inden vi satte næsen mod Lucca. Det har mildt sagt været en hård fødsel med den poncho. Den har været undervejs i over et år, hvor jeg et utal af gange har måttet stikke hvide løgne, når det har lydt "Moar, er min poncho ikke snart færdig?" og "hvorfor strikker du ikke på min poncho istedet for på det der?" Sandheden er, at jeg hurtigt syntes, at ponchoen var en træls sag som led under uendelige fejl strikninger ....... og hvor festligt er det lige at trevle op i kniplingsstrikket Kid Mohair med indlagt tynd guldtråd (efter datterens udtrykkelige ordre)!


Den halvfærdige poncho har været vidt omkring i mine forsøg på at få den gjort færdig - på skiferie incl. lang køretur, på bilferie til Italien incl. biluheld hvor strikkepindene knækkede, i sommerhus i månedsvis, til Florida incl. meget lang flyvetur; lige meget hjalp det. Og da jeg endelig traf en fast beslutning om, at NU skulle den sidste fjerdedel gøres færdig, så var opskriften pist forsvundet. Efter nærmest at have endevendt hele lejligheden uden gevinst, måtte jeg til garnbutikken og bede om hjælp. Næ, den kunne de sandelig heller ikke lige finde, så sammen med ekspedienten måtte jeg bladre enorme stakke af Rowan, Debbie Bliss, Jaeger og andre blade igennem før vi fandt original opskriften, som jeg derefter fik en kopi af og siden har passet vældig godt på. Har ind i mellem haft tanken, at det ikke var den højere mening, at den poncho skulle blive til noget.


Men nu er den her. Olivia er lykkelig og jeg er faktisk også vældig tilfreds. Det er lige før jeg har glemt alle strabadserne og overvejer at lave en til mig selv også.


Og Lucca var skøn som altid - søndag spiste vi morgenmad på terrassen; det fås ikke bedre.

7 kommentarer:

Bebiane sagde ...

Det er en sød poncho, du har strikket og den klær modellen, hun er meget smuk i den. Godt at du blev færdig med den.
Kh. Bebiane

Sus sagde ...

Selv om det har været et langvarigt projekt, er resultatet da rigtig fint, håber hun er meget glad for den, hun ser sød ud i den,
Sus

Anonym sagde ...

Hvor er den flot.
Lea P. Nakskov

Helle sagde ...

Den er da også utrolig flot--Den kan du godt være stolt af (også af datteren)
vh
Helle

Tineke sagde ...

Flot poncho!Og hvor ligger så lige Lucca?

Kh. Tineke

Liberta alias Pia sagde ...

Lucca er en meget charmerende middelalderby, som ligger i Toscana i Italien. Absolut et besøg værd.

Pia

Mette-Lais sagde ...

Hvor blev ponchoen flot, Olivia er heldig at have en mor der kan sådan noget :-)
Held og lykke med dit konsulent arbejde, håber det lykkedes for dig. Kh. Mette - ps. hils prinsessen og gemalen