onsdag den 9. juli 2008

Hjemme på visit

Vi nåede hjem søndag nat efter en lang, lang køretur. Vejret herhjemme kræver nogen tilvænning efter tre uger i 30-35 grader og så godt som konstant skyfri (og tør!) himmel. Det danske vejr og jeg er bare ikke gode venner og jeg kommer nok aldrig til at forstå, hvad pokker der fik vore forfædre til at slå sig ned her.

Vi har haft en absolut vidunderlig ferie. Den sidste uge på Korsika brugte vi en stor del af tiden på at ligge i strandstolen under parasollen og kigge på denne udsigt.

Det var sådan set vældig i orden. Strikketøjet lå ganske stille indtil vi sad i bilen på vej hjem og jeg gik igang med dette projekt:

Det projekt var ikke helt uden problemer. Først havde jeg store problemer med at ramme strikkefastheden og måtte gå mere end en hel pindestørrelse ned. Mønsteret viste sig at være meget flot, men også hårdt for fingrene at strikke, da det er lutter "slå om og to vrang sammen". Jeg knoklede dog troligt derudaf op gennem de tyske motorveje indtil jeg havde strikket ca 15% af hele blusen (den strikkes i eet stykke) og kunne foretage en troværdig vurdering af de færdige mål. Den bliver alt for lille. ØV, øv og atter øv. Det projekt er sat på lang pause og jeg tvivler ærlig talt på, at det bliver vakt til live igen.

De sidste mange kilometer motorvej tilegnede jeg så Debbie Bliss silketoppen, som jeg startede på for snart to år siden og af en eller anden grund hurtigt mistede interessen for. Måtte starte helt forfra, for jeg kunne ikke gennemskue, hvor jeg var kommet til. Ikke det bedste udgangspunkt, men jeg blev positivt overrasket. Dejligt garn at strikke i, hyggeligt mønster med fine snoninger og så er det et overskueligt projekt, da der kun skal små bitte vingeærmer på.

Det kommer med på flyvetur til Washington DC imorgen, så kan jeg tage et ordentligt ryk. Er hjemme igen på tirsdag, så jeg får både et par dage for mig selv og et par dage med Niels, som arbejder derovre i denne og næste uge.

I anledning af den forestående USA tur, brugte jeg igår mange timer på at surfe amerikanske netbutikker. Købte relativt vildt ind hos Yarnmarket og Knitpicks, bla Knitpicks Harmony pinde, Lornas Lace garn og bøger i lange baner. Jeg får det leveret i USA, har på den måde sparet buler af kroner, så nu kan jeg med god samvittighed gå på shopping i Washington.

Ingen kommentarer: