torsdag den 16. oktober 2008

En tankestreg til tidsfordriv

Efter fem skønne solskinsdage i lejligheden i Lucca er vi hjemme på Østerbro igen. Glæder mig allerede til at komme derned igen, men som planerne er nu, bliver det desværre først til påske.

Bortset fra vejret er det nu også ganske godt at være tilbage i København, tæt på venner og familie og mange spændende projekter. De spændende projekter drejer sig i øjeblikket mest om at udvikle hjemmeside og koncepter til min konsulentvirksomhed, at løse outplacement opgaver (rådgive opsagte mennesker) samt at passe studiet.

Ind imellem er der heldigvis blevet tid til lidt strik. For et par uger siden, blev den Geilske Tankestreg klar til Olivia.Strikket i Geilsk uld i lilla, råhvid og lyseblå - farver Olivia selv har valgt og som til min overraskelse viste sig at fungere rigtig godt. Hun har et godt blik for alternative farvekombinationer, konstaterer jeg igen og igen. Olivia var lykkelig, da Tankestregen var færdig - tog den på i skole dagen efter og kom hjem og meddelte, at den altså kradser lidt i halsen. Et par dage senere indrømmede hun efter et par coachende spørgsmål, at hun egentlig ikke så godt kan lide modellen alligevel! Erfaringsmæssigt betyder det, at den ikke kommer på igen og jeg må erkende, at det projekt var ren beskæftigelsesterapi og tidsfordriv. Men den var da rigtig hyggelig at strikke :-)

Så er det lidt nemmere med tilfredsheden med disse lilla sokker.


De er til mig selv og jeg er super tilfreds. De er strikket "down and up", hvilket vil sige, at de er strikket fra hæl til tå og derefter strikkes skaftet op fra hælen. Det er første gang jeg prøver den metode og det var sjovt at prøve, men jeg har endnu ikke regnet ud, hvad fordelen skulle være i forhold til den klassiske metode.

Sokkerne er strikket på pinde 2,25 i håndfarvet sokkegarn fra Lorna's Laces.

1 kommentar:

Strikkeheksen sagde ...

Den er ellers godt nok sød, den tankestreg, men unge damer kan jo være aldeles uimponerede :-)

Også rigtig lækre sokker, mindede mig lige om, de par jeg har set her: http://www.twistcollective.com/magazinepage_017.php