søndag den 23. november 2008

Sjælden søndag

I dag har været en af de alt for sjældne søndage uden aftaler og uden faste planer for dagen. Jeg bilder mig ind, at min barndoms søndage altid var sådan, men her er jeg muligvis ramt af samme fænomen, som når jeg i erindringen ser hver eneste sommerdag med strålende sol på en klar blå himmel og hver eneste vinterdag med frostklar himmel og mig som skøjteprinsesse på søen.

Men uanset har det været en dejlig doven søndag.

Noro garnet til Mavis ankom langt om længe med posten i fredags og som jeg altid har det med Noro kan det kun gå for langsomt med at finde ud af, hvordan farverne løber, når garnet strikkes. Selvom Mavis egentlig skal bagerst i køen af strikkeprojekter, strikkede jeg et nøgle i dag, så jeg liiiige kunne se, hvordan farverne arter sig.
Billedet yder ikke farverne fuld retfærdighed; i virkeligheden er der mere grønt og lilla. Det bliver en smuk sweater.

Min fars Alzheimers sygdom tærer mere og mere på mors kræfter, så hun trænger til forkælelse. Et fint, lunt og blødt cashmere tørklæde skal hun have, når jeg ser hende på fredag. Tørklædet er strikket i Cashmere Elite fra Karabella Yarns. Pinde 3,75. Mønsteret er fra den lille bog "Vogue Knitting Shawls".
I julegave skal mor have en stola i en smk blågrå farve i Rowans Kidsilk Haze.

Det skal være næsten to meter langt, så det har vist sig at være et lidt mere ambitiøst og langsommeligt projekt end jeg tænkte oprindeligt.

Olivias skole har lukket imorgen og jeg holder fri sammen med hende. Vi skal på julemarked i Tivoli, pynte op til jul og bage ingefærkager. Vi har forberedt os lidt idag ved at hente julepynten på loftet og dejen til kagerne laver vi lige om et øjeblik.

1 kommentar:

Strikkeheksen sagde ...

Det lyder som en rigtig hygge-søndag og den fortsætter åbenbart ud i mandagen :-)

Hvor er det nogle lækre og smukke ting, du har lavet/er ved at lave til din mor - det må varme hende på flere niveauer!

Den Noro-sweater ser formidabel ud, flot, flot farvespil :-)