søndag den 24. august 2008

Garn shop amok

Jeg skulle lige have mig et "lige ud af landevejen" strikkeprojekt til at tage med til Lucca; sådan et hvor man kan strikke derudaf samtidig med, at man venindesnakker og drikker kølig hvidvin i eftermiddagssolen. Jeg tog derfor målbevidst til Sommerfuglen igår for at købe Rowan Kid Silk Haze til en cardigan. Det fik jeg og lidt mere til.......

Udover det grå garn til cardiganen forelskede jeg mig i Tagliatelle fra Colinette i blå, turkis, lilla og sorte nuancer. Det skal blive til et stort tørklæde strikket på pinde 15. Og så måtte jeg da lige have et bundt lavendel blå cashmere, som sammen med det halve bundt jeg har liggende kan blive til endnu et tørklæde.

Og så kom jeg på, at jeg da er nødt til at strikke en kjole til lille Emilie, som vi skal til to års fødselsdag hos i Oslo på lørdag. Den bliver så fin i hindbærrødt DMC garn; nu håber jeg blot, at jeg kan nå at blive færdig. Føler mig ærlig talt lidt presset på tid. Indtil videre har jeg kun nået at strikke ni cm, så der er lang, lang vej endnu på pinde 2,5.......

Tjekkede lige vejrudsigten for omegnen af Lucca i næste uge. Den er bare i orden.


fredag den 22. august 2008

På vej ud i noget snavs

Pyyyh, nu kan jeg mærke, at jeg er tilbage i det mere hektiske by liv. Jeg synes, at vi har haft travlt siden vi indtog Østerbro i sidste uge. Flere gange middags gæster har vi haft og vi har selv været inviteret ud nogle gange. Olivia er startet i skole i mandags - det går så fint, så fint - hun er nærmest høj af det - men det kræver alligevel lidt kræfter at indarbejde nye rutiner og sørge for alle de små praktiske detaljer (købe lineal, binde bøger ind, få adgang til skolens web, osv).

Og så har jeg ladet mig selv blive lidt mere arbejdsramt end jeg har været det sidste halve år. Jeg havde jo besluttet, at jeg højst ville arbejde 2 dage om ugen indtil efter sommeren. Nu er det blevet "efter sommeren" og jeg må have gang i nogle flere opgaver, hvis jeg skal leve op til min aftale med mig selv. Så jeg har været ude med "sælgertasken" og muligvis gav det en opgave - jeg er i hvert fald i færd med at skrive mit første tilbud. Så må vi se.....

Strikningen har ligget lidt stille på grund af travlhed. Meditationen ligeså.

Men jeg har ikke grund til at klage. På mandag tager jeg fire dage til Lucca med en veninde. Åhhhh, det bliver godt - slentre rundt i Luccas stræder, drikke kølig hvidvin på tagterrassen, spise lækre toscanske frokoster, shoppe og snakke, bare snakke.... Jeg har lagt store shoppe planer:
  1. jeg mangler overtøj til efteråret
  2. sko/støvler mangler man jo altid
  3. Olivia skal have sutsko og hun vil kun have nogle særlige som kan købes i Lucca
  4. Olivia mangler også strømper og jeg har lovet at købe nogle i Lucca, for der er de bare bedst
  5. og så drømmer jeg stadig om den grønne taske jeg ikke købte sidst jeg var i Lucca. Den er der garanteret ikke længere, men så er der nok en anden lækker sag og denne gang skal der ikke være noget nøl.

En dyr, dyr taske kan retfærdiggøres med indløsning af to gange fitness bonus. Jeg har gemt den bonus jeg optjente lige inden sommer og så var min plan at nå at optjene en mere inden jeg flyver til Lucca på mandag. Det kunne lade sig gøre, hvis bare jeg motionerede hver eneste dag i denne uge incl. søndag, hvor der er stor sandsynlighed for tømmermænd efter en fest vi skal til imorgen. Pr. idag mangler jeg fem gange og det kræver ikke det store matematiske geni at gennemskue, at jeg ikke har fået motioneret hver dag og det nu er umuligt at nå bonus inden mandag. Men så kan man vel låne bonuspoint, kan man ikke? Det står der vist ikke noget om i bonusreglerne, så det kan nok godt. Bare denne en gang..... Jeg ved, at det er noget snavs, jeg er ved at rode mig ud i - al min professionelle erfaring siger, at man ikke må tage let på bonus regler - men drømmen om en super lækker taske...... og det varer længe inden jeg kommer til Lucca igen........ så bare denne ene gang......

onsdag den 13. august 2008

Tilbage i byen

Vi flyttede tilbage fra sommerhuset igår og skal nu vænnes til bylivet igen. Det skønne er jo, at her bor vi tæt på alting og det inspirerer til, at de første dage i byen skal bruges på at få fixet en masse småting, få ryddet op i lejligheden, smide gamle kedelige blomster, puder, stearinlys etc. ud og købe nye, så det snarlige efterår bliver helt hyggeligt at gå imod.

Lidt tid til at strikke har jeg også. Er blandt andet igang med en Bella poncho fra Fiber Trends.

Den strikkes i eet stykke og er relativt udfordrende fordi det er temmelig svært at gennemskue forløbet i opskriften - det begynder dog at dæmre nu, hvor jeg har strikket ca. halvdelen. Den strikkes på pindestørrelse 4. Garnet er Helen's Lace (silke/uld) fra Lorna's Lace i farven Black Purl.

Sidste uges undervisningsmodul på studiet var utroligt godt og fagligt interessant; nok det bedste modul indtil nu. Jeg synes det er fantastisk spændede at få indsigt i, hvordan hændelser i vores fortid (endda helt tilbage i mors mave) påvirker vores adfærd som voksne og det er ikke mindre spændende at lære, hvordan der kan løses op for de uhensigtsmæssige påvirkninger. Jeg har kastet mig over de mange siders pensum og nyder at proppe viden i hovedet.

På undervisningsmodulerne mediterer vi sammen hver morgen, hvor læreren laver en såkaldt guidet meditation med os. Jeg har i mange år været tiltrukket af meditation og gerne villet lære det, men havde ikke prøvet meditation før jeg startede på studiet for et år siden. Jeg er overbevist om (og det er vist nok videnskabeligt bevist nu), at meditation er sundt for krop og sind, så jeg har længe varmet op til at få meditation ind i min hverdag. Forestiller mig at opbygge en vane, hvor hver dag starter med meditation. Idag er dagen, hvor jeg har mediteret alene for første gang. Det er ikke let at meditere uden instruktion, når man er uøvet som jeg. Til støtte har jeg derfor købt en CD med Masterwaves som netop er udviklet til at gøre det nemmere at komme i den meditative tilstand. Jeg tror det bliver godt, men ved også fra mine studiekammerater, at det kræver mange, mange ganges meditation før "teknikken" er på plads.

Som yderligere forberedelse til mit meditationsprojekt havde jeg ønsket mig en Ipod til at høre Masterwaves under meditationen. Jeg havde dårligt nået at tænke ønsket før min fantastiske mand havde en rap rød Ipod med som gave fra USA. Jeg kan stadig blive barnligt fascineret af den slags "legetøj". Se, hvor lille den er. Og den er flad som en pandekage. Utroligt.

torsdag den 7. august 2008

Gang i hjernevindingerne igen

En helt vidunderlig sommer er ved at være slut. Synes det er den bedste og mest forkælede sommer jeg nogensinde har haft - rigtig meget afslapning og langsomt tempo og meget lidt arbejde og studie. Nu skal jeg igang igen og jeg er faktisk også blevet lidt sulten efter intellektuel stimulation på et andet plan.

Igår startede første modul på mit andet år af ID-psykoterapeutuddannelsen så det er jeg optaget af indtil søndag aften.

Det tegner til at blive utroligt spændende og teoretisk lidt tungere end sidste år, hvilket passer mig fint. Undervisningsmodulet introduceres bla sådan:

"
Ramt og rystet- Hvordan vi bearbejder traumatiske erindringer og post-traumatisk stress
Vi starter første modul af ID Psykoterapi Uddannelsens andet år med at sætte fokus på traumatiske erindringers betydning for såvel vores fysiske som psykiske helbred og trivsel.
Uanset om vi bliver udsat for chokerende og/eller traumatiserende oplevelser tidligt eller sent i livet, kan det have en varig negativ effekt på os, hvis ikke vi får oplevelserne bearbejdet.
Formålet med modulet er indledningsvist at give dig et indblik i forskellige psykoterapeutiske teoretikeres forståelse af de ydre og indre betingelser, som skaber og fastholder traumer. Dernæst er vores hensigt at lære dig en enkel men meget virkningsfuld terapi-metode til at reducere den post-traumatiske stress, som ofte følger i kølvandet på at være blevet ramt og rystet.
2 af modulets 5 dage omhandler praktisk psykopatologi, dvs. hvordan du som praktiserende psykoterapeut kan skelne mellem "almindelige" følelsesmæssige problemer og mere "sygelige" psykiske lidelser.
Endelig vil du lære, hvordan du som psykoterapeut konstruktivt kan anvende de ting, der sker i relationen mellem dig og din terapi-klient, til både at få større overblik over klientens situation, og til at bevidstgøre klienten om oprindelsen til sine problemer.
"

fredag den 1. august 2008

Mor, hvorfor køber du hele tiden garn?

Fordi jeg godt kan lide at strikke.
Jamen, skal vi så ikke lave den aftale, at du først bruger alt det garn du har før du køber nyt?

Hmmmm, nej den aftale kunne vi ikke lave. Olivias spørgsmål var vist affødt af, at hun måtte med på et par timers køretur fordi mor akut manglede noget garn. Jeg købte aflad ved at invitere på Burger King på vejen hjem.

Årsagen til krisen var dette projekt.

Et lille tørklæde i det blødeste, bløde cashmere garn fra Sommerfuglen. Ifølge opskriften var et bundt garn nok, men det viste sig ikke at holde stik for mig. Tørklædet skal afleveres som jubilæumsgave til en veninde idag, så jeg måtte køre fra sommerhuset til København efter garn - en times kørsel hver vej. Lidt bøvlet, men resultatet er blevet fint. Strikket på pinde 3,5 i Sommerfuglens cashmere. I eftermiddag kører vi til jubilæums reception i København og afleverer det.

Husfotografen er kommet hjem fra USA her til morgen og fik straks til opgave at tage et par billeder af den færdig stola.

Tror den skal luftes til sommerfest hos venner imorgen.