fredag den 31. oktober 2008

På afvænning

Jeg har sat mig selv på strikke afvænning; eller nedtrapning om man vil. Strikkeriet havde efterhånden fået besættelsesagtig karakter - hvert ledigt minut skulle udnyttes til at strikke, snuse i garnbutikker eller surfe garn hos garnpushere på nettet.

Jeg kender en, som påstår, at hun kan læse mens hun strikker. Jeg indrømmer, at jeg ikke kan, selvom jeg sædvanligvis ikke holder mig tilbage med at prale af mine store evner for multi tasking! Strikkebesættelse er altså lig med nul læsning og det kan ikke blive ved med at gå. Jeg skal igennem et større pensum på studiet, jeg har lange lister over faglitteratur jeg burde læse og ulæste skønlitterære bøger hober sig op på natbordet. Så der er dømt strikke afvænning og jeg prøver at begrænse strikningen lidt.

Men man skal jo alligevel passe på ikke at løbe tør for projekter, så jeg har lige sendt bud efter garn og opskrift på denne her flotte Noro sag. Glæder mig til pakken ankommer og glæder mig ikke mindst til at se det smukke Silk Garden garn.

På trods af nedtrapning, har jeg fået et par småprojekter færdige.

Olivias (næsten nystrikkede!) angora halstørklæde er blevet væk; vi håber det er glemt i sommerhuset. Så måtte jeg jo lige strikke en erstatning og fandt en rest Noro, som lige passede. Smukt blev det og datteren var tilfreds indtil hun havde haft det på en halv dag. Det kradser, synes hun. Det synes jeg ikke, så jeg kan da heldigvis overtage det.

Gudbarn Sarah på snart otte år har bestilt et par sokker og selv valgt Sock Wool garnet fra garn.dk. Nu er de klar.






onsdag den 29. oktober 2008

Katte engle

Det har været en lidt trist dag, for vores to katte - Pinot og Margaux - blev aflivet hos dyrlægen i eftermiddags.

Vi traf den tunge beslutning, da vi kom hjem fra Lucca for nogle uger siden og konstaterede, at de endnu engang have gennemtisset Olivias dyne og tilmed tisset og skidt to steder i stuen. Over det sidste år har vi af samme årsag fået renset dyner et utal af gange og der gik kortere og kortere tid imellem. Jeg er sikker på, at deres adfærd var en reaktion på en eller anden form for mistrivsel og jeg har det ikke godt med, at vi åbenbart ikke kunne få dem til at trives godt igen.

Vi var alle tre med hos dyrlægen og fik sagt farvel, mens de sov stille og roligt ind. De fik ti år på jorden og en evighed som engle i katte paradiset, hvor det flyder med musesteg og fløde.

fredag den 24. oktober 2008

Et farligt sted

Sad forleden aften og surfede på Lauritz.com og sendte lidt på skrømt bud afsted på et par litografier. Nu er der lige ankommet en mail: "du fik hammerslag - tillykke du har købt.....". Nå for søren.

Jeg har købt:
"Carmen" - en litografi af Hans Voigt Steffensen; en kunstner som jeg har været glad for i mange, mange år, men indtil nu har jeg måttet nøjes med en reproduktion. Hans tema er næsten altid flamingo dansere og deres udstråling af passion taler til mig.

Carmen skal være velkommen, for heldigvis kan jeg stadig rigtig godt lide, hvad jeg kom til at købe og jeg fik hende for langt under vurderingen. Men Lauritz.com er altså et farligt sted.

Er ellers ved at varme op til weekenden i sommerhuset. Der skal ryddes op på grunden og hvis vi kan nå det, skal en afdød rhodondendron udskiftes. Og så får vi besøg af en skilsmisse ramt ven - det kræver nok lidt god mad og vin og ild i pejsen. Det skal nok blive godt, selvom DMI lover regn og kulde.

mandag den 20. oktober 2008

Skønne Amarylis

Det er farligt, når man har accepteret at få mails med tilbud og nyheder fra netbutikkerne. Man kan blive så inspireret. Her til morgen var der kommet en nyhedsmail fra Isabella Smith og Amarylis kan jeg ikke stå for. Det er en af de smukkeste blomster jeg ved og det er helt særligt at dyrke dem frem fra løg. Forventningens glæde, når stænglen langsomt vokser op, blomsterknopperne titter frem og til sidst folder sig dårende dejlige ud. Jeg elsker Amarylis i alle farver, men spændingen forøges, når det er en type, jeg ikke har set før, så denne smukke hvide med rød kant, måtte straks bestilles.

Og så røg der lige et par poser forårsløg til sommerhuset med i indkøbskurven. Det er vist ved at være sidste udkald for at få dem lagt, så jeg håber posten når frem inden weekenden, hvor der er planlagt have weekend i sommerhuset.

torsdag den 16. oktober 2008

En tankestreg til tidsfordriv

Efter fem skønne solskinsdage i lejligheden i Lucca er vi hjemme på Østerbro igen. Glæder mig allerede til at komme derned igen, men som planerne er nu, bliver det desværre først til påske.

Bortset fra vejret er det nu også ganske godt at være tilbage i København, tæt på venner og familie og mange spændende projekter. De spændende projekter drejer sig i øjeblikket mest om at udvikle hjemmeside og koncepter til min konsulentvirksomhed, at løse outplacement opgaver (rådgive opsagte mennesker) samt at passe studiet.

Ind imellem er der heldigvis blevet tid til lidt strik. For et par uger siden, blev den Geilske Tankestreg klar til Olivia.Strikket i Geilsk uld i lilla, råhvid og lyseblå - farver Olivia selv har valgt og som til min overraskelse viste sig at fungere rigtig godt. Hun har et godt blik for alternative farvekombinationer, konstaterer jeg igen og igen. Olivia var lykkelig, da Tankestregen var færdig - tog den på i skole dagen efter og kom hjem og meddelte, at den altså kradser lidt i halsen. Et par dage senere indrømmede hun efter et par coachende spørgsmål, at hun egentlig ikke så godt kan lide modellen alligevel! Erfaringsmæssigt betyder det, at den ikke kommer på igen og jeg må erkende, at det projekt var ren beskæftigelsesterapi og tidsfordriv. Men den var da rigtig hyggelig at strikke :-)

Så er det lidt nemmere med tilfredsheden med disse lilla sokker.


De er til mig selv og jeg er super tilfreds. De er strikket "down and up", hvilket vil sige, at de er strikket fra hæl til tå og derefter strikkes skaftet op fra hælen. Det er første gang jeg prøver den metode og det var sjovt at prøve, men jeg har endnu ikke regnet ud, hvad fordelen skulle være i forhold til den klassiske metode.

Sokkerne er strikket på pinde 2,25 i håndfarvet sokkegarn fra Lorna's Laces.

søndag den 5. oktober 2008

Hjemme igen

Jeg er hjemme igen efter fem spændende og intense dage på uddannelse på Drueholm ved Ringsted. Mit hovede og hele indre system er fyldt op med teori og ny indsigt og der skal stille og roligt fordøjes de næste dage.

Jeg har rigtig mange små og store strikke projekter igang for tiden. Lige fra sokker til trøjer og sjaler..... Jeg er helt klart mest i humør til at starte projekter op for tiden, men lidt bliver der da også gjort færdigt.

Et turkis angora tørklæde med løbemasker til Olivia. Det lyserøde jeg strikkede sidste vinter duer ikke længere for "mor, lyserødt er altså ikke lige mig mere"; og så måtte mor jo straks igang.


En Tankestreg kjole fra Geilsk er også klar. Billeddokumentation er på vej....

Vi tager på mini ferie i Lucca på torsdag. Denne gang flyver vi til Milano og har godt 3 timers kørsel derfra. Det betyder mængder af god strikketid, så lige nu myldrer det med tanker om mulige gode og rejsevenlige strikke projekter. Alletiders lejlighed til at starte endnu et projekt op.