søndag den 5. april 2009

hmmmm

Hold da helt op; det er næsten to måneder siden, at jeg har blogget. Det går jo slet ikke, men sådan er det altså blevet. Arbejde, psykoterapi studie, coach uddannelse, skiferie og så alt det andet, som får tiden til at suse afsted. Ind imellem er det blevet til lidt strik og har nu en del halvfærdige projekter samt et jeg "blot" mangler at montere.

Tager til Lucca om et øjeblik og når jeg kommer hjem, skal der gang i bloggeriet igen :-)

søndag den 8. februar 2009

Vintage Shawl færdig for anden gang

I perioder udviller jeg en vane med langtids holdbare strikke projekter, dvs. projekter jeg kan strikke på usædvanligt længe fordi jeg må gøre det om indtil flere gange. Noget tyder på, at jeg er inde i sådan en periode. For nyligt var der det frustrerende Topstykke projekt, som blev lagt på is efter tredje forsøg. Og har jeg lige haft projekt "Vintage Shawl", som havde dette forløb:
  1. Strikkede ca. 60% og opdagede at halvdelen af arbejdet havde forkert antal pinde mellem hul mønster.
  2. Trevlede op og strikkede færdig.
  3. Konstaterede at det var alt, alt for bredt efter løbemaskerne var "foldet ud".
  4. Trevlede det hele op.
  5. Strikkede det hele en gang til, men i mindre bredde.
  6. Konstaterede, at det var for langt (havde åbenbart ikke haft fokus på længden i første omgang!).
  7. Trevlede et stykke op og lukkede af endnu en gang.


Og nu er det endelig perfekt. Jeg tror, at jeg bliver rigtig glad for det; både som lunt hygge sjal herhjemme i sofaen og ikke mindst til at gøre et par kjoler mindre fine og mere hverdags passende.

Vintage Shawl er strikket på pinde 8 i Tundra merinould fra Garn.dk.

fredag den 30. januar 2009

Jeg er her stadig

Pyyyh, det er længe siden jeg har blogget. Jeg er optaget af arbejde, uddannelser og alt muligt andet. Tiden forsvinder, men jeg har det meget fint med det som "stjæler" tiden, så alt er OK.

Strikningen ligger temmelig dødt. Var blevet helt færdig med et kæmpe stort lækkert sjal, som så viste sig at være alt, alt for stort til min helt uimponerende højde og drøjde. Øv, øv for jeg havde allerede store planer om, hvilken kjole der lige manglede det sjal for at være aboslut perfekt. Sjalet er trevlet op og jeg er startet forfra. I hører nærmere, når det er færdigt endnu en gang.

I morgen har vi vores årlige Nytårskur. En tradition vi etablerede i 1999, så vi har ti års jubilæum i år. Vores Nytårskur holdes den sidste lørdag i januar hvert år og konceptet er:
  • 30-35 dejlige mennesker
  • Vin og snacks serveres fra kl. 16
  • Fire retters menu ca. kl. 18.30
  • Samme menu hvert år
  • Dans til den lyse morgen

Vores Nytårskur er blevet til præcis det vi drømte om, da vi nyforelskede og uovervindelige, som kun nyforelskede kan være, besluttede, at vi ville skabe en tradition som hvert år kunne give et lyspunkt i den sure danske vinter. Og så kan vi godt lide at være sammen med mange mennesker. De samme dejlige mennesker kommer til nytårskur år efter år og glæder sig åbenlyst til at se de andre igen; i de fleste tilfælde har de ikke set hinanden siden sidste nytårskur :-)

Menuen er som sagt den samme hvert år:

  1. Pasta med basilikum/persille pesto
  2. Vitello Tonnato
  3. Lasagne med grøn salat
  4. Tiramisu

Lige nu simrer kødsovsen til lasagnen, kalvekødet til vitello tonnato'en er kogt og tiramisu'en er færdig. Niels er på vej hjem fra Helsingør, hvor han har afleveret Olivia hos mormor og morfar. Han tager sushi med på vejen og mens vi spiser den, skal vi lægge plan for alt det vi skal nå inden gæsterne kommer imorgen.

søndag den 11. januar 2009

Favorite Socks

Jeg havde brug for en hurtig success efter Topstykke nederlaget og det blev til et par lækre sokker i Geilsk luksus strømpegarn.

Et fantastisk lækkert garn og strømperne er silkebløde og lækre at have på.

Opskriften stammer fra bogen "Favorite Socks" fra Interweave, som indeholder mange, mange opskrifter på super flotte sokker. Jeg må bestille noget mere af det Geilske garn, så jeg er parat til at prøve en ny opskrift, når der igen bliver brug for en hurtig strikke succes.

Trænger du til en god bog om et moderne kvindeliv, kan Jens Christian Grøndahls nye roman anbefales. Jeg havde i hvert fald svært ved at lægge den fra mig.


torsdag den 8. januar 2009

Død over Topstykket

Det tegnede så godt og jeg var næsten helt overbevidst om, at denne gang havde jeg decifreret den kryptiske opskrift korrekt. Har strikket 20-25% og skal tage masker ind i ærmerne.........."gentag indtagning 15 gange".......... så mange masker er der bare slet ikke!!!!! Det betyder, at jeg på 4. omgang (for sådan cirka næsten 100 omgange siden....), har jeg taget for få masker ud. Når jeg læser opskriften på det punkt endnu en gang - og jeg har absolut ikke tal på hvormange gange jeg har læst og forsøgt at forstå - ja, så kan jeg da godt se, at der kan være en anden måde at forstå det på end jeg har tolket det. Det ville have hjulpet gevaldigt, hvis der i opskriften var angivet, hvor mange masker man skulle have efter udtagningerne.

Jeg orker absolut ikke at starte forfra for femte gang, så topstykke projektet må lade livet for en rum tid; sandsynligvis indtil næste vinter.

ØV

søndag den 4. januar 2009

Ferien er slut

Så er næsten to ugers ferie slut og jeg er ved at forberede mig mentalt på arbejdsdagen imorgen. Det har været en dejlig ferie med en fredelig jul, dvaleagtige dage i sommerhus, besøg af bror Ole fra England, Nytårsaften til klokken seks om morgenen, oprydning i gemmerne og kup på januar udsalget.

Lidt strik er der også blevet plads til.

En bluse til Olivia strikket på pinde 9 i Firecracker fra Colinette Yarns.

Og så er jeg blandt meget andet igang med et af de mere langtidsholdbare stykker strikketøj: Topstykke fra Geilsk, som jeg nu er startet på for tredje gang. Håber og tror på, at min tolkning af opskriften er rigtig denne gang - det hjalp med hjælp fra webstrikkere, så nu må det da lykkes.