fredag den 11. februar 2011

Krydstogtstrik

Da jeg fyldte 50 år i juli forærede min dejlige mand mig en uges luksus krydstogt i Caribien. Vi var afsted i efterårsferien i oktober og det var bare skøøønt. En forkælet og dekadent ferieform, som jeg gerne gentager :-) Til den lange flyrejse og til de sene eftermiddage i badekåbe på terassen havde jeg medbragt strikkeprojekt Semones fra Anny Blatt.


Under cardiganen er en ærmeløs top og det er i første omgang kun den der skal strikkes. Masser af snoninger, dutter og sager. Egentlig ikke vanskelig at strikke, men nogen koncentration krævedes, så flyveturen København-Chicago-Miami gik hurtigt med dette strikketøj i hænderne. Det lykkedes mig at miste den helt uundværlige snoningsnål mellem Chicago og Miami og da det slet ikke kunne gå at sejle afsted uden at kunne strikke, måtte vi opstøve en strikbutik på vej til havnen. Vi fandt frem til The Yarn Shoppe i Fort Lauderdale, som også har en netbutik. Netbutikken ser vældig velorganiseret ud, mens den fysiske butik var en totalt uoverskuelig rodebutik med garn fra gulv til loft. Mange, mange lækre garner. Hvis jeg havde været der alene, var det med garanti endt med et overophedet kreditkort, men med Niels og Olivia på slæb, blev det begrænset til et par tørklæde projekter og så selvfølgelig snoningsnålen.

Jeg blev ikke helt færdig med toppen på krydstogtet og projektet har ligget helt stille indtil den seneste uge. Og nu er den klar.


Beklager billedkvaliteten. I virkeligheden er toppen ikke skæv og farven er temmelig anderledes; nærmest lys stålgrå. Strikket på pinde 4 i ren silke: Luxury fra Filatura di Crosa. En klassisk sommersag, som jeg tror bliver et hit med en habitjakke over. 

Der var seddel fra postbudet idag. Pakken fra Laughing Hens er kommet og jeg må nå på posthuset i i morgen.



1 kommentar:

Strikkeheksen sagde ...

Der er altså også noget vældig krydstogt-agtigt over det sæt - meget luksuriøst og elegant ;-)

Toppen er virkelig smuk med de fine mønsterdetaljer - kan forestille mig at den må være sjov at strikke og så tænker jeg mig til den garanteret smukke grå farve :-)