søndag den 13. november 2011

Lækkerier

Jeg hentede pakken fra England på posthuset i fredags......


og lækre "Shadows" er i hus. Nøj, hvor er der mange lækre mulige projekter. I pakken var der garn til det første, nemlig Rowans Baby Alpaca, som skal blive til Derwin. Det er et helt fantastisk smukt og blødt garn; er helt vild med farven, som hedder "thistle" og er en lys lavendel-grå; en af mine absolutte yndlingsfarver.

Jeg er næsten færdig med ryggen og kan knap vente med at få den færdige sweater på.


I torsdags skulle jeg have taget et nyt portrætfoto til en professionel hjemmeside. Jeg ville gerne signalere business-tjekket og seriøsitet, men samtidig også menneske, rummelighed, mange facetter. Jeg tænkte, at sort habit og hæklet tørklæde ville sende de rigtige signaler, så onsdag hæklede jeg et Queen Anne Lace Scarf i Mochi garn fra lageret.


Hurtigt og hyggeligt at hækle og jeg tror at billedet blev godt.

mandag den 7. november 2011

Sommerhus UFO'er

Vi har været i sommerhuset i Fakse Ladeplads i weekenden. Udover, at der er så hyggeligt at være, tog vi mest der til, fordi en ny opvaskemaskine skulle installeres. Opvaskemaskinen har længe hostet noget og bogstavelig talt skulle bankes og rystes for at komme i gang. Forrige weekend døde den helt og vi måtte vaske op på god gammeldags maner  - faktisk ganske hyggeligt (man snakker godt over en opvask), men vi bestilte nu alligevel straks en ny opvaskemaskine. Leverandøren lovede, at en fragtmand ville levere den i fredags, men da vi ankom lørdag, var der ingen opvaskemaskine. Så irriterende, for de næste weekender har vi ikke mulighed for at tage i sommerhus. Leverandøren kunne ikke forklare, hvad der var gået galt, men lovede dog at sikre, at fragtmanden ikke dumper opvaskemaskinen på vores grund uden at have aftalt nærmere med os.

Jeg har en del halvfærdige projekter i sommerhuset og til sommerhuset. Jeg fik afsluttet et par af dem søndag formiddag.

Et strikket køkkenhåndklæde i Havblik fra Tante Grøn.

Et par grydelapper i sædvanlig model og sædvanligt garn (Muskat), men i farver som jeg synes er perfekte til et sommerhus ved vandet.

En skøn følelse at få ryddet to UFO'er af vejen sådan en stille sommerhus formiddag.

lørdag den 5. november 2011

Kunne alligevel ikke lade være

Jeg er altså blevet temmelig forelsket i Shadows af Kim Hargreaves. Diverse Shadows projekter sniger sig konstant ind i mine tanker og så må jeg jo lige på nettet og kigge på dem og svælge i alt det lækre garn der må til. Jeg var fast besluttet på at vente med at købe Shadows, indtil flere af mine UFO'er er færdige, men i går gik det galt.

Et af drømme projekterne er Derwin i Rowans Baby Alpaca - mums, den ser lækker ud - og da jeg opdagede, at den helt rigtige farve (thistle) er ved at udgå OG restlageret tilmed er på tilbud, så måtte visakortet frem. Venter nu spændt på pakken fra Laughing Hens og er godt tilfreds med mig selv; jeg har jo sparet penge og det er vel næsten det samme som at tjene penge :-)

Jeg har gang i et ukendt antal projekter og motivationen er desværre begrænset for de flestes vedkommende.

For eksempel dette projekt:
Regnbue sokker til Olivia i Mosci garn. Den ene sok er færdig, men nummer to er aldrig så interessant.

Eller for eksempel:
Som skal blive til en cardigan i Malabrico Lace. Jeg har vældig lyst til at få den færdig for garnet er skønt; fnuglet, helt, helt blødt og i klare grønne og lilla toner (hvilket billedet ikke viser særligt godt). Men bortset fra lace-kanten i bunden, er den ikke særlig spændende at strikke. Og så på pinde 3!

Den slags umotiverende projekter kan godt trække energi ud af mig og den velkendte medicin er et hurtigt og motiverende projekt. I garnlageret fandt jeg ti nøgler Noro Silk Garden Lite, som jeg købte til halv pris i sommer.
Noro garn er så nemt og hurtigt at strikke med, så det suser der ud af med at få omsat det til en cardigan. Et fint projekt, mens jeg venter på pakken fra England.