fredag den 17. februar 2012

Ski, strik, hækl


Udsigten fra hotel lejligheden i Bad Gastein i Østrig kan ikke være bedre; her er rigeligt med sne og fantastiske pister at stå på ski på. Vejret er dog ikke det bedste for en "luksus skiløber" som mig, der helst kun står på ski med klar blå himmel og sol. Vi har haft en del snevejr og blæst og solen har vi knapt set. Derfor er det kun få af dagene, jeg har været på ski hele dagen, så der har været dejlig afslappende tid til hotellets pool og sauna og ikke mindst til at strikke og hækle.

Jeg har medbragt flere projekter.


Et par grå lige-ud-af-landevejen sokker til Olivia. Den første er færdig.



I farten havde jeg glemt at tage en stor rundpind med til at strikke Helga Isagers Honey og jeg er derfor startet med ærmerne. Jeg strikker modellen i grå-sort Geilsk uld og Rowans Kidsilk Haze Stribe i limegrøn, lilla og grå toner. Jeg har ikke strikket i Kidsilk Haze Stribe før og kender derfor ikke farveforløbet. Hvis jeg havde været forberedt på farveforløbet, tror jeg at jeg havde sørget for et anderledes forløb på ærmet - synes egentlig det ser lidt underligt ud med så langt et stykke grønt inden det løber over i grå og lilla. Jeg tygger lige på det og overvejer om jeg skal lave det om eller forsøge at få nogenlunde samme forløb på det andet ærme. Farverne er i øvrigt langt smukkere end det fremgår af billedet, hvor det grå-lilla er blevet alt for mørkt.

Et hæklet tæppe blev startet op på vej ned af de tyske motorveje.


Hæklet i Bambi merino uld fra Grignasco. Et hyggeligt, men langsommeligt projekt - æv, der er mange ender at hæfte.

søndag den 5. februar 2012

Steel

Der er en farve, som jeg har været forelsket i, lige siden jeg som 16 årig købte en Marco Polo bluse for mine hårdt tjente og opsparede penge. Blusen var dyr, men netop i den farve og jeg havde kigget på den og rørt ved den i butikken et utal af gange i flere måneder inden jeg havde råd. Det var i 1976 og den gang holdt tøj kollektionerne noget længere end i dag, hvor man har indtryk af, at der nærmest kommer ny kollektion hver måned. Blusen var en yndlingsbluse langt op i min studietid og den røg først ud, da den efter 10-15 år var slidt op.

Det er stadig sådan, at når jeg støder på farven, så må jeg eje den og det er vel årsagen til, at jeg indenfor et par måneder har strikket to bluser i farven, som jeg ikke ved hvad hedder, men kan beskrives som lys lavendel-grå-isblå.

Først strikkede jeg Derwin


Jeg er vildt glad for min Derwin og den er meget flittigt brugt.

I går færdiggjorde jeg så Steel også fra Kim Hargreaves' Shadows bog.


Man kan ikke helt se, at farven er stort set den samme, men det er det, blot i en lidt lysere og køligere nuance.

Steel er strikket i Rowans Kidsilk Haze. Dobbelt tråd på skiftevis pind 4,5 og pind 9. På grund af den store pind 9, har Steel været ret hurtig at strikke, men ikke nogen særlig fornøjelse. Lidt kedelig lige ud af landevejen strik og jeg bryder mig ikke om at strikke på så store pinde; synes at det er anstrengende for både hænder og arme.

Men resultatet er jeg glad for. Jeg synes, at Steels helt enkle design er smukt og elegant og jeg er helt pjattet med Kidsilk Haze, for det er skønt at have på - fnuglet, blødt og lunt.

På lørdag kører vi på skiferie til Østrig og det er lig med strikke og hækle potentiale. Jeg er derfor i den grad i gang med planlægning af projekter, som skal med. Jeg har lovet at strikke sokker til både Niels og en veninde, men jeg tror da også, der er plads til lidt bedstemor firkant hækleri til et tæppe.......... og mon ikke også et cardigan projekt skal med. Jeg har fået aflyst de fleste af mine møder i morgen, så Sommerfuglen skal besøges og (strikke)kufferten kan derefter snart pakkes.